At gå i skole og samtidig kæmpe for at undgå en operation

Lørdag den 2/12-17 var dagen efter vores årlige julefrokost, jeg var så "heldig" at være med på oprydningsholdet, og skulle derfor denne lørdag ind og rydde op. Der var en masse kasser der skulle flyttes, og mor her gik jo i krig, for jo før vi blev færdig jo hurtigere kunne vi komme hjem. Da jeg vil tage den sidste kasse med flasker, siger Jonas til mig at den er vist lidt for tung, så måske jeg skulle dele den lidt ud, jeg tager et par flasker op af kassen, og tænker jeg da sagtens kan løfte den. Som sagt så gjort, hvilket resulterede i et smæld og et knas lyd. Av av tænkte jeg, men jeg var nu egentlig okay bagefter. Vi får gjort færdig og køre hjem, jeg skal ud og hente A ved min bror, så efter at have læsset Jonas af begiver jeg mig derud. Jeg kan godt mærke det begynder at summe i mine ben, meen tænker det er da bare efter gårsdagens danse moves.

Nå men jeg kommer hjem til min bror, og der går måske 10-15 min, så ligger jeg og roder rundt på gulvet, mine ben kollapser simpelthen. Jeg kommer op og lægge på sofaen, får lidt smertestillende, og hviler hele eftermiddagen imens A nyder at lege rundt med hendes fætre. Jeg priser mig lykkelig for det skete netop hjemme hos dem.

Jeg føler mig egentlig okay tilpas, og om aftenen begiver vi os hjem. Kan godt mærke efter køreturen at jeg er øm, men jeg slår det hen med jeg da bare har forstukket en muskel.

Dagen efter, altså søndag, ringer jeg til min mor, fortæller jeg har mega ondt, og vi aftaler jeg holder hende opdateret. Jeg vælger at hvile med A imens hun skal sove til middag, men da jeg vågner ved jeg skal tisse finder jeg ud af at jeg overhovedet ikke har mulighed for at komme ud af sengen grundet smerter. Der bliver straks ringet til min mor, som kommer så hurtigt hun kan. Da hun ser mig er hun ikke i tvivl om at vi skal have fat i en vagtlæge.
Han bliver kontaktet, og så starter ventetiden. Jeg har nu fået møvet mig ind på gulvet i stuen, og A og min mor leger på gulvet ved siden af mig.

Vagtlægen kommer efter godt og vel 3,5 time, han kan hurtigt konkludere at han med 99% sikkerhed mener det er en diskusprolaps. Jeg får en direkte sprøjte med smertestillende, og får også nogle i pilleform, og så er det ellers afsted til egen læge dagen efter.
Min mor tager A med hjem, og jeg får en veninde til at hjælpe mig om mandagen med at komme til læge.

De smertestillende jeg fik af vagtlægen hjælper, og jeg sover det meste af tiden væk.

Mandag kommer jeg til egen læge som dog er uenig i vagtlægens konklusion, hun mener det "bare" er en nerve der sidder i klemme, alligevel får jeg en recept på de stærke smertestillende, og en henvisning til fysioterapi.

Tirsdag kommer og jeg får en tid ved en fysioterapeut. Han mener dog ligesom vagtlægen at der er tale om en diskusprolaps, men mener dog også at med tålmodighed og masser af hvile og øvelser, så skal jeg nok komme på benene igen.

Vi er nu henne ved torsdag, og jeg forsøger at køre på arbejde, jeg holder den gående i knap 3 timer så må jeg køre hjem igen, smerterne er voldsomme, og selvom jeg savner A, priser jeg mig lykkelig for hun er ved min mor.

Fredag forsøger jeg igen at tage på arbejde, og igen efter knap 3 timer må jeg køre hjem. Weekenden består af hvile og søvn.

Mandagen kommer, A er kommet hjem igen, og jeg forsøger stadig at komme på arbejde, selvom fys'en anbefaler jeg bliver sygemeldt. Jeg aftaler med mine chefer at jeg er der så meget jeg kan holde til.
Jeg går nu til fys 2-3 gange om ugen, og laver mine øvelser så ofte jeg kan derhjemme, vi nærmer os julen, og jeg begynder at få det nemmere ved at bevæge mig rundt.

Juleaften bliver jeg syg og ligger i sengen i 2 dage med opkast, men efterfølgende er jeg faktisk okay med ryggen, synes jeg selv, jeg starter arbejde om onsdagen og har faktisk en fuld arbejdsdag, torsdag er jeg til fys, og vi aftaler jeg skal komme mandag den 8 januar som en opfølgning men også en afslutning på dette forløb, men stadig holde mig i gang med øvelserne.

Men så langt når jeg ikke, allerede nytårsaften mærker jeg tiltagende smerter igen. Jeg laver flere og flere øvelser, og går en masse ture for at holde kroppen i gang.

Men fredag den 5/1-18 kommer jeg hjem fra arbejde, og har en aftale med en veninde om vi skal i biffen jeg går og tuller lidt rundt derhjemme med oprydning, og vil så lige hurtigt i bad inden vi skal afsted. På vej ud af badet glider jeg og laver en forkert bevægelse, et vrid i ryggen, og av siger jeg bare, + alverdens grimme bandeord...

Jeg får bevæget mig ind på sofaen og lægger der en times tid, jeg kan bare ikke noget som helst, får møvet mig i køkkenet og får taget en masse smertestillende får lidt tøj på og ind i stuen igen. Jeg falder i søvn og vågner kl 00.30 ca. jeg kan ikke bevæge mig fra livet og ned, er nød til at holde mig fast i sofaen, for det gør så afsindigt ondt at tårene triller og jeg tror vitterligt jeg skal dø.

Jeg ender med at få fat i min telefon og ringer 112. Jeg snakker med en læge og en sygeplejerske som få mig lidt i bero, en ambulance kommer, men for filan min dør er låst. De ringer at de ikke kan komme ind, jeg forsøger at ringe til min mor som har min ekstra nøgle men de tager den ikke. Det ender med politiet kommer og dernæst en låsesmed, efter 3,5 times smertehelvede hvor jeg troede de havde opgivet at komme ind, kommer ambulancefolkene ind og han så ganske kort på mig og så fik jeg lagt morfin drop.

Efter 3 dosiser kom jeg med på sygehuset og blev indlagt, den nat fik jeg ikke sovet, heller ikke dagen efter, jeg blev sendt hjem med en recept, og så måtte jeg egentlig selv klare mig.

Jeg tog hjem til min bror, for turde ikke være alene. heldigvis var A ved hendes far.
Søndag kommer og jeg kan stadig ikke bevæge mig, jeg kaster op af alle de smerte stillende, og da min mor så dukker op hos min bror konkludere de at en vagtlæge er nød til at komme derud.
Spøjst nok var det den samme vagtlæge der tilså mig i starten af december, og han gav mig en stærkere type morfin, og beskeden, få din egen læge til at indlægge dig med henblik på en scanning.

Så endnu en nat med smertehelvede, og heldigvis kom jeg hurtigt til egen læge mandag, og ja hun så mig og ringede straks på sygehuset, for indlægges det skulle jeg, og hvis de ikke ville scanne så måtte de give mig en ordentlig smertedækkende plan.

Ja så endnu engang kom jeg ind på akutmodtagelsen, og endnu engang tog min mor A med hjem, for helvete den dårlige samvittighed vokser over for hende.

Jeg får så hatten passer af smertestillende, og jeg sover rigtig meget, men vågner så ofte op i smerter så tårene flyver ud af mig, for de kan ikke finde ud af at smertedække mig. Endelig kommer der en beslutning om at jeg skal scannes, og dette sker tirsdag morgen. Og som frygtet men alligevel en lettelse er der en diskusprolaps. Jeg bliver onsdag sendt ned til specialisterne i Aarhus, fordi jeg har en slap venstre fod, og de er bange for nerveskader grundet denne diskus.

Jeg får valget en operation, som måske ikke virker, men som har risiciene lammelse fra livet ned, permanent nerveskade, betændelse i rygsøjlen osv. osv. Eller at forsøge med træning og hvile at få den væk selv. Jeg vælger det sidste, og i dag onsdag den 24/1-18 skal jeg ind og have den endelige afgørelse om jeg kan undgå en operation, for efter jeg er startet på skole, ja så svinger smerterne utrolig meget, og jeg tager nogen dage 2-3 dobbelt af hvad jeg "skal" tage. Min fod er ikke slap mere, men benet sover konstant.